Goetia

Ruinerne af enhver landsby er det tavse vidnesbyrd om dens sidste øjeblikke. Ruinerne af Oakmarsh er ikke anderledes. Deres fortællende stilhed, støvet dækker det, der engang var en stille landsby nær Coventry. Hvis du går blandt ruinerne, kan du nemt forestille dig, hvordan det var. De små sorte prikker i luften bliver større i minuttet. Fløjten fra dykkerbomberne nærmer sig den skæbnesvangre dag i februar 1941. Og hvis du rører ved det forkullede træ, kan du endda høre advarselsopkaldene og bølgerne af panik, der resonerer gennem tiden. Og så igen, måske hører du slet ikke noget. Måske vil du kun mærke vægten af stilheden, kun brudt af vinden i grene af gamle træer. Måske vil du kun mærke vægten af dette ubesvarede spørgsmål: kunne det skæbnesvangre angreb forklare, hvad der skete her? Er det nok at forklare, hvorfor hele befolkningen flygtede fra landsbyen? Det er, når man ser ud over landsbyens grænser, når man ser op og ser dens form: Sortved herregård. Bag sine porte får oakmarshs stilhed en anden smag. Iskold, metallisk, svag, hævet med hemmeligheder, der ikke står stille. Sort træ. Navnet på en herregård og familien, der boede i. En perverteret og Gal Slægt, en klan hvis sidste medlemmer viet deres liv til mystik og fanatiske eksperimenter. Jeg er Abigail. Abigail Sort Træ. For nylig rejst fra graven, jeg ved intet om de sidste 40 år af min families historie... Men selvfølgelig er nogen ivrig efter at se mig løfte sløret for, hvad der skete i Oakmarsh - til det, der førte til undergang af Sortved herregård. Og det ser ud til, at jeg ikke har noget valg i sagen…